HURTIG LEVERING - FRI FRAGT VED KØB OVER 499 - 100 DAGES RETURRET

Vaskeguide til maskinvask

Kenn Hansen 9. May 2017
Der findes i dag mange gode råd til, hvordan du bedst muligt griber tøjvask an for at opnå det bedste vaskeresultat. Måske kan det virke lidt forvirrende at finde rundt i alle de forskellige materialer, vasketemperature og logoer. Men med vores guide igennem vaskejunglen, vil du opleve, at det slet ikke er så svært at huske.
Guide til maskinvask
Det første skridt mod et godt resultat er at gøre tøjet klar, inden det ryger i maskinen.

Klargøring inden tøjvask

Det er altid en god ide at tømme lommerne i dit tøj. På den måde beskytter du maskinen mod løse genstande og slipper for at ende op med fnuller i alt føjet, fordi der lå et stykke papir i en lomme. Luk lynlåse, knap eventuelle knapper og vend vrangen ud på tøjet, så holder det længere.

Inden du vasker, skal du have sorteret tøjet efter farver og materialer. Når det kommer til farver, skal du vaske hvidt og lyst tøj for sig og det mørke for sig. Sådan undgår du misfarvninger på især dit lyse tøj.

Udover farve kan du opdele tøjet i tre typer:
Tøj, som skal vaskes meget grundigt, som f.eks. håndklæder, sengetøj, undertøj og strømper. Her er det oftest bomuld og lyocell, der er gældende.

Tøj, som bare skal vaskes helt normalt. Det kan være t-shirts, skjorter, bukser osv. Denim, bomuld og polyester og lyocell er typiske materialer i denne gruppe.

Tøj i materialer, der kræver skånsom vask, som uld, silke, rayn, acryl, chiffon og andre sarte materialer.

Når du har sorteret farverne og har styr på tekstilerne, skal der vælges program og vasketemperatur. Det kan du finde på tøjets vaskeanvisning (det lille mærke som er syet fast inde i tøjet). Ud over temperaturen bør du også tjekke, om tøjet tåler almindelig vask, skånevask, ekstra skånsom vask eller måske kun håndvask eller slet ingen vask. For god ordens skyld viser vi de forskellige symboler for vaskeanvisning her:

Indstilling af vaskemaskine

Inden du starter din vaskemaskine, vil vi gøre dig opmærksom på, at hvis du halverer temperaturen på din vask, nedbringer du faktisk dit strømforbrug med ca. 50 % (det syntes vi bestemt er værd at tage med). Når det er sagt, så er det vigtigt at forstå, at bakterier ikke bliver slået ihjel eller vaskes ud af tøjet ved de lavere temperaturer. Faktisk spredes de ud i det andet vasketøj i stedet. Derfor er det vigtigt for hygiejnen og ikke mindst miljøet, at du rammer den rigtige balance, når du vasker.

Vasketemperatur
Her er så vores bedste råd omkring vasketemperatur.

60-90 grader
Du skal vaske undertøj, sengetøj (linned), vaskeklude, håndklæder, viskestykker, karklude og strømper ved 60 eller 90 grader. Disse har det med at indeholde mange bakterier og snavs efter brug, og hvis du skal komme bakterierne til livs, skal temperaturen være høj. Når du vasker dyner, puder eller topmadrasser, skal det ligeledes gøres ved minimum 60 grader, da husstøvmiderne, der gemmer sig i disse, først dør ved 55 grader og derover.

30-40 grader
Almindelig snavset tøj som skjorter, bukser, t-shirts osv., vasker du ved 40 grader. Mindre beskidt tøj som f.eks. en skjorte, der kun er blevet brugt én dag, men som du ikke vil hænge tilbage i skabet eller bruge igen dagen efter, skal vaskes ved 30 grader. Du kan sagtens forsøge at vaske det mindre beskidte tøj helt ned til 15-20 grader, så du sparer energien (og derved penge).

Vaskeprogram

Så langt så godt! Nu til vaskeprogrammerne.
Ved 60 og 95 graders vask bør du bruge et almindeligt vaskeprogram. Når du vasker ved 40 grader eller koldere, kan du sagtens nøjes med et skåneprogram. Til uldtøj og sarte materialer skal du bruge et ekstra skåne- eller uldprogram. Vaskemaskinen vasker som regel lige så blidt på uldvask programmet, som du selv kunne gøre det ved håndvask.

Når det kommer til forvask, kan du godt spare det væk med mindre tøjet er MEGET beskidt eller lugter meget.

Centrifugering er en meget mere energieffektiv måde at tørre tøjet på end tørretumbler, så sørg for ikke at spare på omdrejningstallet på maskinen, hvis tøjet kan tåle det (det kan ses i mærket i dit tøj).

Vaskemiddel

Så kom vi omkring opdeling af tøj, vasketemperature og vaskeprogrammer, men mangler vi ikke noget?...... jo, vaskemiddel og dosering! I dag er de fleste typer vaskemidler super effektive og samtidig skånsomme, så der er faktisk kun få ting at være opmærksomme på her.

Læs vejledningen på pakken/flasken, så du er sikker på, hvad den rigtige dosering er.

Til uldtøj og skånevask, skal du have vaskemiddel specielt til denne type vask (det står på pakken), da det typisk ikke tåler almindeligt vaskemiddel.

Vasker du hvidt tøj, kan du vælge at bruge et vaskepulver med blegemiddel (det står også på pakken).

Skyllemiddel er ikke en nødvendighed, når du skal vaske dit tøj. Godt nok går det ind og blødgør tøjet, men det efterlader også en masse farve og parfume i stoffet, som ellers kunne have været undgået. Hvis du alligevel bruger det, så husk, at det aldrig skal bruges til dine håndklæder, viskestykker og klude, da det forringer sugeevnen i materialerne.

Gode tips til tøjvask

Her til sidst giver vi lige et par ekstra tips til tøjvasken, og så er det ellers bare om at komme i omdrejninger!

Fyld maskinen godt op, så vasker den faktisk bedre.

Tag tøjet ud af maskinen med det samme efter vasken. På den måde undgår du den sure lugt, som ellers kan opstå.

Vask altid dit nye tøj, inden du bruger det.

Hvis din vaskemaskine har fået en sur lugt og ser beskidt ud, kan du hælde en almindelig flaske eddike ind i maskinen og sætte en tom 95 graders vask over. Efter sådan en omgang er maskinen igen helt ren.

Nu er du klar til at vaske dit tøj efter alle kunstens regler. Mangler du det sidste til at fylde maskinen helt op, så husk - Marcus - Matters!

Rigtig god fornøjelse.